Hvorfor markedsføre sine produkter på blogs?

20. november 2014

Af Rikke Seir Bjerrisgaard om Sociale medier

Har du nogensinde googlet en vare, inden du købte den? Hvis ja, så er du absolut ikke alene.

Selvom vi bliver bombarderet med reklamer og salgsbudskaber, søger vi i stigende grad hjælp, gode råd og anbefalinger på internettet, før vi køber et produkt eller en ydelse – en tendens, som Google har skrevet en hel bog om.

Tendensen har redefineret traditionel PR og marketing, og en af de store spillere på banen er nu de private bloggere: Privatpersoner, der skriver om det, der interesserer og optager dem i deres hverdag, men som ofte også anbefaler produkter og ydelser for virksomheder på deres blog.

En rapport fra Technorati Media viser, at blogs er den tredje mest indflydelsesrige digitale kilde, når forbrugerne skal foretage et køb, kun overgået af forhandlernes og brandets hjemmeside.

Derfor ligger der et stort potentiale i at få sine produkter og ydelser omtalt på blogs.

Men hvorfor har blogs så stor indflydelse på forbrugerne i dag?

Bloggere er autentiske

En væsentlig grund er, at vi som forbrugere bliver overdynget med "gode tilbud" og reklamebudskaber fra alle ledder og kanter. Forbrugere søger derfor ofte råd og anbefalinger fra ligesindede, der har prøvet eller har erfaringer med det produkt, forbrugeren ønsker at købe.

Og her kommer bloggerne ind i billedet. Forbrugerne har rigtig stor tillid til bloggerne, fordi de er helt almindelige mennesker, som forbrugerne kan identificere sig med. Forbrugerne ser måske endda bloggerne som venner eller veninder, hvis mening de respekterer og stoler på. Det tætte forhold mellem blogger og læser opstår gennem bloggerens personlige og autentiske fortællinger, som kan handle om stort og småt, surt og godt og alt derimellem; for eksempel anmeldelser af produkter, konkurrencer eller udlodning af gaver.

Forbrugernes tillid gør bloggerne til en stærk informationskilde, hvis anbefalinger er langt mere troværdige end traditionelle reklamer.

Derfor er det værd at overveje, om du kan bruge bloggere som et led i markedsføringen af jeres virksomhed og produkter.

Find den rette blogger

Som med al anden kommunikation foreslår vi, at du først og fremmest tænker blogmarkedsføring ind i virksomhedens overordnede kommunikationsstrategi.

Hvis du kommer frem til, at et blogger-samarbejde vil være givende for promoveringen af dine ydelser eller produkter, er det altafgørende, at du finder frem til de rigtige blogs. Her kan du eksempelvis kigge på, om emner og forfattere stemmer overens med dit produkt og brand. Alternativet er, at bloggerne skriver en dårlig anmeldelse, eller at det kommer til at "lugte" af reklame, hvilket virker utroværdigt og stiller både dig og bloggerne i et dårligt lys.

Der er nemlig ingen garanti for positiv omtale – bloggerne skriver, hvad de ærligt mener om dit produkt eller din ydelse, og det stiller store krav til, at du som virksomhed rammer den rigtige blogger spot on.

Med 75.000 aktive blogs bare i Danmark kan det dog være en jungle at finde ud af, hvem der vil være den rette ambassadør for dine produkter eller ydelser.

Vi brygger i øjeblikket på et blogindlæg, som skal hjælpe dig på vej.

Indtil da kan du kontakte os på 8882 7070 eller mail@katkom.dk for flere gode råd.

Og hvis du allerede er sprunget ud i markedsføring på private blogs, så husk at få styr på de juridiske spilleregler.

Vi vil i øvrigt rigtig gerne høre om dine erfaringer med bloggere, så smid endelig en kommentar under indlægget.