Godt indhold kan redde din virksomhed

22. juni 2016

Nobody_cares.png

Af Jesper Krusell om Content Marketing

 

via GIPHY

"The problem is that you make shit. A lot of shit. Cheap shit. And no one cares about your shit."

Ordene er ikke mine, men stammer fra Joshua Topolskys tekst "Your Media Business Will Not Be Saved", der er offentliggjort på sitet medium.com, hvor forskellige skribenter offentliggør tekster om alt fra kunst over sport til dybdegående analyser af økonomiske forhold og teknologiske landvindinger.

Topolskys indlæg handler - som det fremgår af titlen - om medieverdenen, der i årevis har kæmpet med dårlig økonomi som følge af manglen på evne til at tjene penge på journalistisk indhold. Og som med internettet har oplevet et stigende pres på forretningsmodellen, eftersom alle i dag både kan finde, producere og distribuere indhold via den smartphone, vi alligevel har liggende i lommen.

Den rigtige kanal er ikke nok

Den udfordring står aviser, tv-stationer og andre medievirksomheder ikke alene med. Faktisk er udfordringen i grove træk den samme for stort set alle virksomheder, som gerne vil kommunikere til kunder/samarbejdspartnere/interessenter. Kommunikativt bliver der lavet ”a lot of cheap shit” som "no one cares about". 

Topolsky har ligeledes en pointe om, at det hverken er nyhedsbreve, videoer, apps, Twitter eller andre – underforstået moderne og popsmarte – tiltag, der vil redde medieverdenen, men den morale skal så tages med et gran salt, hvis vi overfører den på andre brancher. 

For jeg vil godt vove pelsen og sige, at lige netop nyhedsbreve, video og mange andre håndtag kan være de helt rigtige at hive i. Men præmissen om, at det ikke er tiltagene i sig selv, der gør forskellen, er i dén grad købt.

Hvad har din målgruppe brug for?

Det er ikke det at udgive et nyhedsbrev, at lave en videoblog eller oprette en Facebook-side, der giver din virksomhed en skarp kommunikativ profil.

Forudsætningen er, at du kan give dine interessenter noget relevant indhold, og det kan du først producere eller udvælge, når du på baggrund af grundige overvejelser og analyser har fundet ud af, hvad din målgruppe i virkeligheden har brug for.

Når du har den indsigt, undgår du at lave ’a lot of cheap shit’, som ’no one cares about’ og kan i stedet lave masser af godt og relevant indhold, som din målgruppe gerne vil have.
Gør det derfor klart for dig selv, hvad dine kunder har brug for. Og her tænker jeg ikke på et produkt. Hvad er det for et behov, de har, og hvordan kan du hjælpe dem med at opfylde det behov, klæde dem på til at foretage det rigtige køb og generelt gøre dem klogere?

Hvis du lykkes med den mission, vil du alt andet lige forøge dine chancer for, at pengene bliver lagt i din butik, når købet skal foretages.

Download din guide til succes med HubSpot