[Kæphesten] Ændre det ’s, egentlig noget?

2. september 2014

Af Jesper Krusell om Katalysators kæpheste

kaephest-frit-300Logoet var pænt nok, og sloganet var ret originalt, men jeg stod af efter to bogstaver. Selvom håndværkeren sikkert er både dygtig til sit fag og en flink fyr, må opgaven med at male gavlen på mit hus gå til en anden.

Jeg overhalede varevognen på motorvejen, og det var langt fra den første bil den dag, der med store typer understregede det syndrom, som ufatteligt mange håndværkere – og i øvrigt også restaurantejere - lider under: De forkerte ejefalds-s’er.

Således er det i virkelig mange tilfælde ikke Pers Malerservice, Oles Tømrerforretning eller Larsens El, der skiltes for, men i stedet Per’s, Ole’s og Larsen’s virksomheder. Det er der bare ikke noget, der hedder.

Er det vigtigt? Jep’s

På dansk sætter vi et –s efter et navn, når vi danner ejefald. Der skal ikke bruges apostrof, som der skal på engelsk. Vi sætter apostroffen, når ord ender på –s, -x eller –z, og vi sætter den, når vi skriver forkortelser, der ender på et af de tre bogstaver. Eksempelvis når vi skriver Lars’ hat eller JBS’ nye underbukser.

Men er det overhovedet vigtigt? Ja, det er det. Ligesom det er vigtigt, at vi har styr på nutids-r, og at vi kan sætte komma. Hvad tænkte du eksempelvis, da du læste denne artikels overskrift, hvor der er fejl i begge dele? Måske noget i retning af: "Hvor uprofessionelt, at de har ikke engang læst deres egen overskrift igennem"?

Retstavning, grammatik og i øvrigt korrekt brug af eksempelvis talemåder, faste vendinger og ordsprog er byggeklodser i vores sprog. Og vores sprog er den kode, vi bruger, når vi skal kommunikere med hinanden.

Man maler jo for hel.... ikke med en kuglepen?

Der er folk, der vil hævde, at en apostrof fra eller til ikke ændrer på, om en maler er god til at male, eller om en murer kan mure, og de har ret. Men hvis man ikke er så professionel, at man orker at skrive sit eget navn korrekt, er jeg som potentiel kunde ikke sikker på, hvor professionel man er i det hele taget.

Og eftersom jeg er enormt dårlig til både murer-, el- og tømrerarbejde, er jeg temmelig afhængig af, at den håndværker, jeg hyrer, har styr på sine ting. Så jeg vælger ham, der kan skrive sit eget navn korrekt – eller kan hyre det rigtige skiltefirma.