Kanalrundfart med Katalysator Kommunikation

12. december 2014

Af Rikke Seir Bjerrisgaard om Sociale medier

IMG_3240Den 1. december fik alle medarbejderne hos Katalysator Kommunikation en julekalender fra Johan Bülow.

Da jeg fik lakridsjulekalenderen i hænderne, blev jeg så glad, at jeg havde lyst til at dele det med mine venner og mit netværk.

Men hvilken kanal skulle jeg vælge?

Jeg overvejede Facebook, men da jeg næsten aldrig laver statusopdateringer, virkede det underligt, at mine 873 FB-venner skulle vide, at jeg havde fået en ny julekalender.

Da jeg ikke er på Twitter, blev det næste sociale medie i rækken for mig Instagram.

Jeg tog et billede af min nye julekalender, smed det på Instagram og hashtaggede hvad jeg havde på hjerte.

Når mine følgere klikker sig ind på hastagget #KatalysatorKommunikation, kommer de ind på en tom side, hvor der ikke er andre billeder. Det betyder, at ingen andre før mig, har lavet dette hashtag.

Katalysator Kommunikation eksisterer med andre ord ikke på Instagram, og det er der en god grund til.

Vælg dine kanaler med omtanke

Selvom vi er et kommunikationsbureau, behøver vi ikke at være til stede på alle sociale platforme. Vi har valgt at begrænse antallet af kanaler for til gengæld at være 100 procent til stede eller så godt som på dem, vi så er på – det vil sige Katalysators blog, Facebook og LinkedIn.

Platforme kræver nemlig vedligeholdelse, og det tager tid at producere relevant indhold til flere platforme.

Det gør det blandt andet, fordi det er nødvendigt at tilpasse sit indhold til den enkelte kanal eller det sociale medie, man ønsker at kommunikere på. Meget indhold kan altså ikke bare kopieres og deles på alle kanaler, men skal tilpasses, så det passer til mediets målgruppe.

Platformsdiskussionen om, hvilket indhold der skal ud på hvilke platforme, betyder for de fleste virksomheder ikke flere medarbejdere, men derimod flere arbejdsopgaver. Derfor kan for mange platforme og kanaler give en presset hverdag, hvilket gør det endnu mere vigtigt, at man vælger sine kanaler med omtanke.

Derfor kommer du her med på en kanalrundfart, hvor du får en kort beskrivelse af de fire mest populære sociale medier i Danmark samt hvilken målgruppe, de henvender sig til.

Kanalrundfart i medieland

 

Facebook

Facebook er danskernes foretrukne sociale medie, og derfor vælger mange virksomheder også at oprette en virksomhedsprofil, så de kan møde deres kunder i øjenhøjde.

Virksomhedsprofilen bliver blandt andet brugt til at holde følgerne/kunderne opdateret med nyheder om for eksempel produktlanceringer og begivenheder og til at afholde konkurrencer.

At have en virksomhedsprofil på Facebook er en rigtig god idé for mange typer af virksomheder, netop fordi mediets målgruppe er så bred. Mange vil måske endda se det som en selvfølge på lige fod med en virksomheds hjemmeside, at man har en profil på Facebook.

I alt har 3,4 millioner danskere en profil på Facebook.

LinkedIn

Linkedin er vores online cv, som vi bruger i relation til vores professionelle netværk.

Som virksomhed kan du i markedsførings-regi bruge kanalen til at skabe en seriøs tilstedeværelse på et medie, hvor erhvervslivet færdes. En virksomhedsside på LinkedIn kan, ligesom på Facebook, bruges til at vise sine kompetencer, men det kan i høj grad også bruges til rekruttering af nye medarbejdere – kanalen er altså karriererelateret.

Hvis det ikke er relevant eller naturligt for jeres målgruppe at ”følge” og ”connecte”, men at de derimod er mere til at ”like”, så er LinkedIn måske ikke en kanal for jer.

Brugertallet blev i juni 2014 estimeret til at være næsten 1.500.000 bare i Danmark, hvilket svarer til, at 27 procent af den danske befolkning har en profil på LinkedIn.

Instagram

Instagram er et visuelt medie, hvor der i højere grad end på Facebook er fokus på at vise og dele billeder frem for ord. Mediet er derfor ideelt for virksomheder, der sælger et produkt, der tager sig godt ud på billeder, for eksempel tøj, mad, skønhedsprodukter, bolig interiør og smykker.

Opdateringen består i, at du tager et foto og tilføjer nogle få ord – som regel med et relevant #hashtag, der relaterer sig til opslaget.

Hashtags gør det lettere for brugerne på Instagram at finde dit opslag, når de søger efter specifikt content over en række af platforme som Instagram, Facebook og Twitter.

Instagram har en yngre målruppe end Facebook, da de fleste brugere er i 20’erne. Instagram har det seneste år overhalet Twitter i popularitet blandt danskerne. Målingen af brugertallet er forbundet med en vis usikkerhed, men i august 2014 blev det anslået til 5-600.000 danske brugere.

Twitter

Twitter har i lang tid været for meningsdannere og folk fra mediebranchen; journalister, kreative mennesker og kommunikationsfolk, men flere privatpersoner og virksomheder er begyndt at komme til.

På Twitter udgiver du små tekstbeskeder også kaldet ”tweets” på max 140 tegn, som dine ”tilhængere” kan læse og kommentere på. Man behøver ikke at godkende ens tilhængere, for at de kan kommentere og dele – nej, tweets er offentlige, og alle kan følge dig.

Det er derfor et meget dialogbaseret medie, som kræver aktiv tilstedeværelse og deltagelse.

Men det er også en overskuelig og direkte kommunikationsform, som du som virksomhed kan bruge til opnå troværdighed og kendskabsgrad.

Det er dog langt fra alle virksomheder, der får lige meget gavn af at bruge denne kanal. Du kan i stedet bruge Twitter som overvågningskanal. Søg dig frem, lyt med, og læs, hvad andre skriver om din virksomhed, for der bliver måske talt om dig, selvom du ikke er til stede.

Der er 200.000 danskere på Twitter, hvoraf halvdelen sandsynligvis er aktive.

Fortsættelse følger...

Kanalrundfarten er slut for nu, men i det her blogindlæg kan du læse mere om, hvordan I tænker de forskellige kanaler ind i jeres overordnede kommunikationsstrategi, og hvilke strategiske overvejelser I skal huske at gøre jer.

Og hvis du har brug for et par fif til, hvordan du vælger (og fravælger) kanaler til lige netop jeres virksomhed, så fang os på 8882 7070 eller mail@katkom.dk.