Lav en kommunikationsstrategi og undgå kanalkaos

16. december 2014

Af Rikke Seir Bjerrisgaard om Kommunikation

Hvilke sociale medier skal jeg være på, hvornår skal jeg rykke en annonce i avisen, og hvad kan en app gøre for min virksomhed?

Forvirringen og usikkerheden stiger i takt med antallet af kommunikationskanaler, og derfor er det nødvendigt at lægge en kommunikationsstrategi, der kan hjælpe dig med at navigere mellem de mange nye kommunikations-muligheder.

En kommunikationskanal er kort fortalt den platform, du bruger til at komme i kontakt med din målgruppe.

En kanal kan derfor være alt lige fra flyers, avisannoncer og websites til de mere dialogbaserede sociale medier, som Facebook, LinkedIn, Twitter og Instagram, som vi også rundede på kanalrundfarten forleden.

Lige meget hvor mange eller hvor få kanaler du benytter dig af i dag, er det altid en god idé at tænke strategisk i forhold til, hvilke kommunikationskanaler du vælger, og hvordan du bruger dem. Du bør derfor tænke både dine nuværende og dine ønske-kanaler ind i virksomhedens overordnede kommunikationsstrategi.

Tænk strategisk

Hvis du ikke har en kommunikationsstrategi, eller hvis den du har, ikke er up-to date, så start med at gennemgå de kanaler, I allerede er på, og stil jer selv nogle spørgsmål, som kan åbne op for jeres strategiske overvejelser:

- Hvorfor er vi/skal vi være tilstede på denne kanal?

- Hvad er formålet?

- Hvordan kan denne kanal gøre vores virksomhed bedre?

- Hvor stor en del af vores målgruppe rammer vi?

- Hvilken type indhold bringer vi nu/ønsker vi at bringe fremover?

- Hvor ofte laver vi nyt indhold/skal vi fremover lave nyt indhold?

- Hvordan skal dette indhold adskille sig fra indholdet på vores andre kanaler?

Derefter kan I gentage processen i forhold til de kanaler, som I tænker kunne være en mulighed for jer at kommunikere på fremover.

Det kan for eksempel være, at I overvejer at skabe synlighed omkring virksomheden på nye sociale medier. At I drømmer om, at lave content marketing på jeres helt egen virksomhedsblog. Eller at I gerne vil formidle virksomhedens gode historier og fortælle om nye produkter og kampagner i et nyhedsbrev til jeres kunder.

Der er rigtig, rigtig mange kommunikations-muligheder, og det er let at lade sig friste – men hvis du med en kanal ikke rammer spot-on på din målgruppe, så er det omsonst at bruge tid og ressourcer på at lave indhold til denne.

Lad vær’ med at gå kanalgrassat

En ny undersøgelse fra analysebureauet YouGov viser, at andelen af virksomheder, som er til stede på et eller flere sociale medier, er vokset fra 42 procent i 2012 til 62 procent i 2014.

Virksomheder prioriterer med andre ord sociale medier højere end de gjorde for få år siden – dog er det langt fra alle virksomheder, der skal gå all in på de sociale medier.

Det vigtigste er nemlig, at du har overskud til at passe og pleje dine kanaler med relevant indhold, så de udkommer i et kontinuerligt flow.

Og hos Katalysator Kommunikation indrømmer vi det gerne selv: I en travl hverdag, hvor kunderne er de vigtigste at bruge tid på, er egen-kommunikation og opdateringer på de sociale medier og kanaler ikke altid top-prioritet.

Men vi gør vores bedste, og vi er glade for, at du læser med her på bloggen.

Vil du vide mere?

Hvis du gerne vil blive klogere på, hvilke sociale medier og andre digitale kanaler, der vil være relevante at tænke ind i jeres kommunikationsstrategi, så tøv ikke med at kontakte os på 8882 7070 eller mail@katkom.dk.