Så langt skal dit nyhedsbrev være

9. juli 2015

Af Jesper Krusell om Nyhedsbreve

Firkantede regler har sjældent ret lange livsforløb på nettet, hvor alt går stærkt og udvikler sig konstant, og det gør sig også gældende for tommelfingerreglerne om, hvor langt man egentlig må skrive til en skærm. Så hvor langt må dit nyhedsbrev egentlig være?

nyhedsbrev-laengdeSvaret afhænger selvfølgelig af en hel masse faktorer, men grundlæggende kan man sige, at dit nyhedsbrev skal være så langt, at du får dit budskab igennem – og ikke længere.

I mange år var der bred enighed om, at kort var lig godt. Ingen kunne alligevel koncentrere sig om at læse ret langt, og så var det bare med at skære til benet.

Men både skærme og læsevaner har ændret sig, og i dag kan du sagtens finde nettekster, der følger formaterne fra lange avis- og magasinartikler.

Struktur gavner indholdet

Det er væsentlig konstant at huske på den konkurrencesituation, som dit nyhedsbrev befinder sig i. Når mailen bliver åbnet, er den blot én af mange den dag, og hvis læseren møder en mur af tegn, er der risiko for, at nyhedsbrevet bliver slettet, før modtageren reelt når at forholde sig til indholdet.

Derfor skal du skære elefanten op i mundrette bidder, og dine værktøjer til dét er blandt andet mellemrubrikker, punktopstillinger og det gode mix. Og så selvfølgelig evnen til at stoppe, mens legen stadig er god.

Mellemrubrikker giver pause og overblik

Små overskrifter ned gennem teksten kaldes mellemrubrikker, og det navn er ret præcist. Der er nemlig tale om rubrikker – journalistlingo for overskrifter – som fortæller læseren, hvad han skal læse om i det kommende afsnit. Samtidig ligger de mellem de afsnit, som oftest har forskelligt fokus, og mellemrubrikken fungerer derfor som en pauseknap, hvor læseren kan stoppe op for nemt at kunne vende tilbage, når det passer ham. Mellemrubrikker virker også som fikspunkter for øjnene, når læseren scanner teksten for at orientere sig.

Punktopstilling fremhæver dine pointer

Et klassisk greb er at bruge punktopstillinger:

  • du får mulighed for at fremhæve nogle fokuspunkter, som ikke drukner i tekst
  • du skaber et grafisk element, der bryder formen og skaber dynamik for læseren

Som med alt andet skal det doseres, og nu og da vil punktopstillinger ikke passe til dit indhold. Men husk, at du har redskabet i din værktøjskasse.

Det gode mix - og husk at sælge noget!

Husk, at dit nyhedsbrev er skrevet til ære for modtageren – ikke for dig. Derfor skal du give ham noget som belønning for at bruge tid på at læse det. Giv ham indhold, han kan bruge i form af viden eller inspiration, og variér den måde, du serverer indholdet på. Brug de forskellige muligheder, du har – eksempelvis casehistorier, guides og konkrete værktøjer i form af freebies. Og bland meget gerne frugterne, så læseren eksempelvis får et konkret værktøj og en inspirerende case i samme nyhedsbrev.

Men nyhedsbrevet skal også give gevinst for dig – og gerne i form af reelle salg. Brug derfor muligheden til at supplere det gode indhold med et godt og relevant tilbud, der relaterer til det emne, dit nyhedsbrev handler om.

Kan jeg skrive kortere?

Når du har skrevet dit nyhedsbrev og brugt både mellemrubrikker, punktopstillinger og givet læseren masser af brugbart indhold, bør du stoppe op, læse hele rumlen igen og spørge dig selv – eller endnu bedre en anden person: Kan jeg skrive det her kortere?

Det bliver ikke nødvendigvis bedre af at fylde mindre, men hvis der kan skæres fedt fra, vil det altid være en fordel for læseren. Bureauet Mensch har skrevet et fint – og (for)kort(et) – stykke tekst om at bruge færre ord.

Brug det som inspiration – og god skrivelyst.

Få flere kunder med dit nyhedsbrev - download vores gratis e-bog.