Om lidt sletter LinkedIn dine anbefalinger

9. april 2014

Af Brian Stræde om Sociale medier


Hvis du har en Company Page på LinkedIn, amputerer LinkedIn den lige om lidt. Faktisk bliver et helt ben skåret væk.

Her får du en forklaring og vores bud på, hvordan du skal forholde dig til nyskabelsen Showcase Pages.

Sagen er, at LinkedIn har besluttet at droppe fanebladet Products & Services. Den 14. april forsvinder den funktion helt fra din profil.

Det betyder også, at de recommendations/anbefalinger, som du har fået og måske slidt for at indsamle, også forsvinder. Husk derfor at få dem kopieret, inden de er væk, så du kan bruge dem i andre sammenhænge.

Den helt lavpraktiske måde er selvfølgelig at kopiere teksten over i et Word-dokument, men du kan også få LinkedIn til at trække dem ud til dig. Læs mere om det her.

Men hvorfor gør LinkedIn nu det her, og hvad betyder det?

Ifølge deres eget udsagn handler det om at skabe en mere simpel og effektiv oplevelse for brugerne.

Det handler formentlig også om to andre ting:

1. Products & Services blev ikke den store succes. Siden bidrog hverken til, at en Company Page på LinkedIn kunne konkurrere med virksomhedens eget website eller supplere den ret godt. Så hvorfor have den?

2. LinkedIn vil gerne øge brugernes fokus på at dele værdifuldt indhold. Når det statiske indhold ryger ud, øges betydningen af det dynamiske – altså statusopdateringerne.

Som vi vurderer det, er tabet til at leve med. Man mister ganske vist en kommerciel mulighed for at vise produkthylden frem og få anbefalinger for sit arbejde, men som virksomhed på LinkedIn får man alligevel mest ud af kræfterne ved at fokusere på at dele relevant indhold til sin målgruppe.

Det nye er Showcase Pages

Men hvad får vi så til gengæld for sletningen af produktsiden, kunne man spørge? Svaret er Showcase Pages (Fremvisningssider, i den danske sprogudgave).

Showcase Pages er en slags undersider til en Company Page, som man kan dedikere til et bestemt produkt, en underafdeling, et særligt fokusområde eller lignende. Denne underside fungerer stort set på samme måde som hovedsiden, og den lever i kraft af det indhold, man deler på den.

Umiddelbart forekommer Showcase Pages mest relevant for store virksomheder med forskellige forretningsområder. For eksempel har Microsoft lavet Showcase Pages dedikeret til Office, Dynamics og Lync.

For de fleste virksomheder med en nogenlunde ensartet profil vil den generelle Company Page være tilstrækkeligt, og vi mener ikke, at der er grund til at komplicere tilstedeværelsen på de sociale medier mere end højst nødvendigt.

Men har man et særligt indsatsområde, man vil fremhæve særskilt, kan Showcase Pages være en interessant at kigge nærmere på – så længe man er indstillet på det ekstra arbejde, der ligger i løbende at producere indhold til to sider.

Summa summarum:

Kopier jeres anbefalinger, inden de forsvinder, og fokuser fremadrettet kræfterne på at lave skarpe og relevante opdateringer på jeres Company Page.

Her kan du få lidt inspiration til det fra nogle af de bedste i den disciplin:

Lær af de bedste: Top 10 virksomhedssider på LinkedIn i 2013