Guide: Sådan sætter du dagsordenen i de lokale medier

1. oktober 2014

Af Rikke Seir Bjerrisgaard om PR

Mange virksomheder ser måske lokalpressen som et støvet, gammelt og nærmest uddøende avisformat, men ikke desto mindre henvender de lokale medier sig til en trofast, indflydelsesrig og ikke mindst købestærk målgruppe. Derfor kan det være en attraktiv kanal for mange virksomheder at tænke i.

Tidligere på måneden deltog vi i et seminar hos Vocast, der laver presseværktøjer til kommunikationsfolk. De opdaterede os med den nyeste viden omkring lokalpressen og gav os indblik i, hvordan den lokale journalist tænker, når der tikker en mail ind. Vi har samlet trådene og giver dig her en hurtig guide til, hvordan du kan bruge de lokale medier i din markedsføring.

1. Gør det klart, hvorfor I gerne vil bruge lokalpressen

Først skal du gøre det klart, hvad formålet er med at bruge lokalpressen. Er det for eksempel for at:

- Opnå større synlighed.

- Gøre opmærksom på events, kampagner eller konkurrencer.

- Fortælle lokalbefolkningen en nyhed.

- Rekruttere nye medarbejdere.

- Eller noget helt andet?

Det eneste, du ikke må tænke på, er salg. Hvis der er noget, lokale journalister ikke gider at bruge tid på, så er det produktomtale og lange salgstaler. Hvis formålet er at opnå et øget salg, skal du tænke længere end produktet – tænk på, hvad der gemmer sig bag jeres produkt. Det er dén historie, som du skal fortælle. Når formålet er klart, skal du fange lokalpressens opmærksomhed med din gode historie.

2. Opfyld lokalpressens egne nyhedskriterier

Den gode historie skal opfylde lokalpressens nyhedskriterier. Vi har tidligere her på bloggen introduceret dig til de klassiske nyhedskriterier, som journalisterne på de landsdækkende aviser bruger, når de skal udvælge historier. Men i de lokale og regionale medier er det nogle lidt andre kriterier, som journalisterne leger med.

En af oplægsholderne på seminaret var Peter From Jacobsen, der er fagmedarbejder på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han udfører bl.a. analyseprojekter om, hvordan vi læser journalistisk indhold på forskellige medieplatforme. Når det kommer til de lokale medier, taler han om, at historierne skal kredse om mindst én af følgende seks ’motivators’:

- Regular part of my day (vane)

- Looks out for my personal interest (vagthund/service)

- Something to talk about (kontaktskaber)

- Makes me smarter (læring)

- People I know (nærlokalt)

- Touches and inspires me (inspiration)

___________________________________________________

Tænk også på, at din historie skal ramme mediets målgruppe:

53 % af læserne er kvinder og 47 % er mænd
Størstedelen er i alderen 60+ (38,5%)
De er optaget af det nære i deres lokalsamfund
De vil læse person-nære historier og om menneskers private oplevelser

(Kilde: Gallup, 2013)
___________________________________________________

3. Tag kontakt til lokalpressen

Vigtigheden af at det (nær)lokale kriterium er opfyldt, understregede en anden interessant oplægsholder på seminaret: ”Hvis ikke det er lokalt, har det ingen interesse” sagde Helene Holm Stolle, der lokalredaktør ved Furesøens Mediecenter A/S. Hun gav os et par gode fif til hvordan man - set fra journalistens synsvinkel - bedst tager kontakt til lokalpressen.

- Send en mail med det lokale kodeord i emnelinjen: ’lokal virksomhed’, ’lokal født chef’ osv.

- Vedhæft pressemeddelelse, der er bygget op i bokse, som journalisterne selv kan mingelere rundt med (faktabokse, fremhævede citater, tal, statistikker, etc.).

- Tilføj kontaktinfo på en lokal kilde.

... og husk lige ydmygheden

Når du tager kontakt, så er et godt og simpelt råd fra Helene Holm Stolle, at du er ydmyg. Det kan være en fordel, at du i forvejen har en god relation til lokaljournalisterne, men hvis du ikke har, så hav fokus på at skabe den, for den gode forbindelse er din vej til presseomtale i fremtiden.

Hvis du har fået øjnene op for de lokale medier, agerer vi gerne din forlængede arm, når det kommer til at skabe den gode kontakt. Du kan også blive klogere på, hvorfor det generelt er vigtigt at bruge ressourcer på PR, ved at downloade vores gratis PR-guide her.