Vil du være vores nye praktikant?

28. november 2013

Af Thomas Bennedbæk om Vores verden

Katalysator søger ny praktikant til foråret (se stillingsopslaget her), og derfor har vi bedt Thomas om at sætte et par ord på, hvordan livet som praktikant her i folden egentlig er.

Tiden går drønstærkt, når man har det skægt

Det er efterhånden 3 måneder siden, jeg begyndte som rimelig grøn praktikant i Katalysator, og her lidt over halvvejs igennem praktikforløbet er min dom klokkeklar:

Det er superfedt hernede!

Jeg har altid nydt at suge brugbar viden til mig på universitetet, men det kan sgu godt føles lidt tamt at lave den ene uni-opgave efter den anden "for din egen lærings skyld".

Derfor er det en befrielse og et kæmpe motivationsboost at komme ud i ”det virkelige liv” og levere helt konkrete ydelser i form af tekst og rådgivning, der rent faktisk har værdi for andre end dig selv.

I løbet af min tid her i biksen har jeg lavet et hav af ting: Jeg har forfattet pressemeddelelser, webtekster, blogindlæg, produktbrochurer, artikler og et enkelt nyhedsbrev.

Jeg har nørklet med sociale medier, tumlet med strategisk kommunikation og omsat min halv-støvede, akademiske viden fra universitetet til konkrete, brugbare løsninger for kunderne.

Og ikke mindst har Katalysator-drengene betroet mig med ansvaret for og friheden til selv at løse opgaverne og følge dem til dørs. Alt sammen under kyndig vejledning, sparring og godt humør.

Masser af fif

Jeppe, Brian og Jesper er erfarne kommunikationsrotter og hamrende dygtige til deres skidt, og netop den faglige sparring med dem har udgjort en vigtig hjørnesten i mit praktikophold so far.

Jeg har blandt andet skrabet en masse gode fif til mig om alt fra interviewteknik og artikeloverskrifter, til hvordan man helt lavpraktisk måler resultaterne af sit nyhedsbrev.

Samtidig har jeg fået et skarpere billede af mine egne styrker og svagheder, ligesom jeg har fundet ud af, hvilke opgaver der tænder mig, og hvilke jeg er lidt mere lunken på.

Jeg har også snust til ting, jeg ikke havde forventet før praktikken. For eksempel networking i erhvervslivet, salgsarbejde og forretningsudvikling. Jeg tror, det er en af fordelene ved et praktikophold i en mindre virksomhed: Du får et indblik i maskinrummet bag butikken.

En del af flokken

Dagligdagen i Katalysator er præget af åben og ærlig dialog, og jeg oplever, at der bliver lyttet, hvis du har noget på hjerte – uanset om det er ris, ros eller bare et skørt forslag til at gøre noget anderledes.

Og nu vi er i den boldgade, så finder du hurtigt ud af, at du i kraft af din faglige baggrund faktisk kan bidrage med nogle idéer, tanker og kompetencer, som de andre ikke kan. Det er ofte svært at se, når man sidder på studiet, hvor alle er skolet i de samme teorier.

Arbejdsmiljøet hernede er uformelt og præget af gensidig respekt, humor og skæve anekdoter. Katalysator bor i et kontorfællesskab med en række andre mindre virksomheder, og her gør daglige bordfodboldkampe, dårlige jokes og interessante samtaler over frokosten, at du føler dig som en del af flokken.

Lige et godt råd at tage med videre

På falderebet vil jeg gerne give dig et godt råd, uanset om du ender som Katalysators nye praktikant eller andetsteds:

Gå til dit praktikforløb med initiativ, engagement, åbenhed og gåpåmod – du får mest ud af forløbet, hvis du også selv gør en aktiv indsats for, at det bliver en lærerig oplevelse.

Spørgsmål? Du er velkommen til at ringe eller skrive:
(60 70 82 93 / thomas@katkom.dk).

 

Thomas Bennedbæk

Cand.public-studerende og praktikant hos Katalysator indtil februar.

 

Stillingsopslaget finder du her.